Fodboldspiller hyldes: Takkede nej til straffespark

Skrevet af Lotte Sørensen

10/03/2014

Dagens topnyheder

Midtbanespilleren Aaron Hunt bliver nu hyldet for at udøve fairplay i så høj høj grad. 

I lørdags var han på banen for Werder Bremen i kampen mod FC Nürnberg, som endte med 2-0 til Werder Bremen. 

Med godt et kvarter tilbage af kampen falder Aaron Hunt i straffesparksfeltet, i det han dribler bolden mod målet. Fra dommerens vinkel ligner det, at en modspiller spænder ben, og han reagerer prompte ved at tildele Werder Bremen straffespark.

Men en brødbetynget Aaron Hunt taler hurtigt dommeren fra kendelsen. Han filmede nemlig.

- Jeg sagde til ham, at jeg var faldet selv. Jeg søgte kontakten, men modstanderen undgik det, og jeg faldt selv, fortæller Hunt til hjemmesiden bundesliga.com.

- Jeg kæmpede lidt med min samvittighed, men jeg ville ikke vinde på den måde. Jeg må indrømme, at jeg kiggede lidt mere op på uret i de sidste 10 minutter, end jeg ellers ville gøre, siger han videre til hjemmesiden.

Hans træner Robin Dutt er begejstret.

- Tillykke til Aaron Hunt, fordi han fortalte dommeren, at der ikke var straffespark, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere i kampen havde FC Nürnbergs japanske landsholdsspiller Hiroshi Kiyotake lavet en lignende gestus, dog med knap så stor betydning, da han fortalte dommeren, at et hjørnespark, han havde tilkæmpet sig, egentlig skulle være et målspark til Bremen.

Både Werder Bremen og Nürnberg hører til i den nederste halvdel af bundesligatabellen.

/ritzau/