Fodboldveteran forlænger med Randers

Skrevet af admin

24/06/2015

Dagens topnyheder

Superligaklubben Randers FC har forlænget sin aftale med forsvarsspilleren Johnny Thomsen. Den 33-årige Thomsen fortsætter nu til sommeren 2017.

Det oplyser klubben onsdag i en pressemeddelelse.

- Forlængelsen lå lige til højrebenet. Jeg har haft en fantastisk tid i Randers FC. Jeg føler, at jeg har været med til at bygge noget godt op. Derfor er det naturligt for mig fortsat at være en del af udviklingen, siger Johnny Thomsen, der håber, at holdet kan blive ved med at præstere så godt som i år.

Randers FC sluttede på fjerdepladsen i Alka Superligaen i den forgangne sæson.

- Alle som kender og følger denne fodboldklub ved, hvor god Johnny er for os. Han leverer altid sit maksimale, og det er på et højt niveau. Han er vældigt stabil i sine præstationer, og man behøver aldrig være nervøs for, at han falder ud af en kamp, siger cheftræner Colin Todd i pressemeddelelsen.

Johnny Thomsen har tidligere spillet i klubber som FC Fredericia, Sønderjyske og FC København.

/ritzau/