Fodgænger påkørt: Blev kastet op på forrude af bil

Skrevet af admin

18/12/2013

Mest læste i dag

En 53-årig mand er indlagt med alvorlige kvæstelser efter en færdselsulykke tirsdag aften i Aarhus.

Manden, der er fra lokalområdet, blev ramt af en bil på Åby Ringvej. Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 21.53.

- Manden blev påkørt og kastet op på forruden af en personbil, da kan ville krydse Åby Ringvej i nærheden af krydset til Viborgvej. Han er bragt til Kommunehospitalet med livstruende kvæstelser, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi.

Den 23-årige fører af personbilen måtte til behandling på skadestuen.

- Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder omkring ulykken. Det er en bilinspektør ved at finde ud af. Men der er flere vidner til påkørslen, der skete i nærheden af en busholdeplads, siger vagtchefen.

Den tilskadekomne har brækket adskillige knogler og fået skader i hovedet. Han ligger onsdag morgen på intensivafdelingen, og hans tilstand er fortsat meget kritisk, fortæller politiet.

/ritzau/