Fodgængere jubler over nyt bødeforslag til bilejere

Skrevet af admin

08/11/2013

Mest læste i dag

Et ny lovforslag betyder, at ejeren af en bil, der i en fotofælde bliver afsløret i at køre for stærkt, skal betale fartbøden, uanset om vedkommende har kørt bilen eller ej. Og det nye forslag vækker begejstring hos Dansk Fodgænger Forbund.

- Et køretøj er potentielt dræbende, og ejeren bør selvfølgelig have ansvaret for dets anvendelse, siger Mikael le Dous, formand for Fodgængerforbundet.

- Hvis man har lånt sin bil ud til en uansvarlig person, der gemmer sig, må man selv tage balladen. Det er slet ikke acceptabelt, at politiet skal bruge tid på at efterforske, hvem der har ført bilen uansvarligt, mens ejeren står ved siden af og spiller dum, lyder det.

Ifølge forslaget kan bilejeren kun slippe for at betale bøden, hvis en anden person inden 30 dage erkender at have ført bilen.

Fodgængerne mener, at det er på høje tid, "at ansvaret lander, hvor det også hører til: Hos ejeren af køretøjet".

Modsat mener Landsforeningen af Forsvarsadvokater, at uskyldige vil blive dømt i stort tal, hvis det nye lovforslag bliver vedtaget.

Ifølge forsvarsadvokaterne kan man på de optagne fotos se, at det i 45 procent af tilfældene ikke er ejeren, der kører bilen, mens man på 11-12 procent af billederne slet ikke kan se, hvem der kører bilen.

Forsvarsadvokaterne peger på, at efterforskningen af, hvem der har kørt bilen, overlades til bilens ejer i stedet for til politiet. Men de tal og argumenter bider ikke på fodgængerne.

- Dansk Fodgænger Forbund hylder ethvert initiativ, som medfører større ansvarlighed i trafikken. For som de blødeste af de bløde trafikanter er det fodgængerne, der kommer mest til skade ved ulykker, siger fodgængerformanden.

Dansk Fodgænger Forbund blev stiftet i 2005 og er medlemsmæssigt ikke bredt forankret i befolkningen.

Foreningen er medlem af Rådet for Sikker Trafik, International Federation of Pedestrians (IFP), Federation of European Pedestrians (FEPA), og er underskriver af Europæisk Charter om Trafiksikkerhed.

/ritzau/