Fodskade koster topspiller French Open-deltagelse

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Den canadiske tennisspiller Milos Raonic var et af de tungere navne på deltagerlisten til French Open, som begynder søndag.

Nu må arrangørerne imidlertid slette hans navn.

Canadieren meddelte sent torsdag aften på Twitter, at den fodskade, som holdt ham væk fra sidste uges Italian Open, stadig ikke er helet tilstrækkeligt.

- Jeg gjorde mit bedste for at komme tilbage og være klar efter operationen. Jeg vil stadig prøve at blive ordentligt klar og forberede mig til at være på 100 procent ved Wimbledon, skriver han på Twitter.

Raonic, hvis serv er hans måske stærkeste våben, var inden sin fodskade helt oppe på fjerdepladsen på verdensranglisten tidligere i denne måned, men er lige nu nummer seks.

Sidste år nåede han semifinalen ved Wimbledon og kvartfinalen i French Open. Ved Australian Open i januar i år blev kvartfinalen også hans endestation.

Der er lodtrækning til French Open senere fredag.

/ritzau/