Fødevareminister har nødplan i skuffen for at nå økomål

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

Det er en rigtig ærgerlig udvikling i strid med regeringens mål, at flere økologiske landmænd går over til almindeligt landbrug, mener fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Han erkender, at regeringens mål om at fordoble det økologiske landbrugsareal i 2020 er under pres.

- Det er en meget ambitiøs målsætning. Hvis det var nemt at opnå, så ville det jo ikke være ambitiøst, siger ministeren.

- Men vi har sat os selv en svær målsætning, fordi vi godt vil påtage os selv den udfordring at hjælpe erhvervet, og vi tror på, det kan lade sig gøre, siger Dan Jørgensen, som trådte til som fødevareminister 12. december 2013.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten har Thise Mejeri netop modtaget udmeldelser fra 10 landmænd, som skifter til konventionel drift. Dermed mister Thise på årsplan 15 millioner liter økomælk.

Arla har i løbet af 2013 haft ni andelshavere, som har opgivet økologien til fordel for konventionel drift.

Og fødevareministeren erkender, at der skal gøres en ekstra indsats for at nå 2020-målet.

- Vi anerkender, at det går for langsomt, og derfor har vi sat en proces i gang, hvor vi via et konsulentbureau skal evaluere, om vi kan gøre tingene bedre i den handlingsplan, vi har sat i gang, siger Dan Jørgensen.

Litteraturstudier, interviewundersøgelser og tre workshops skal ifølge ministeren kaste lys over, hvordan dansk økologisk landbrug kan styrkes.

- Hvad økologerne siger til os, at vi kan gøre bedre, kan jeg i sagens natur ikke sige endnu, men det er klart, at mine ører virkelig vil være åbne, og jeg vil virkelig lytte til, hvad erhvervet siger, lyder det fra socialdemokraten.

Evalueringen af regeringens handleplan for økologien afsluttes i løbet af foråret.

/ritzau/