Fødevareminister mødes med brexit-task force i næste uge

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Miljø- og fødevareminister Esben Lund Larsen (V) har fredag nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde for at sikre dansk erhvervslivs interesser på fødevareområdet efter briternes farvel til EU.

Første møde er allerede i næste uge for arbejdsgruppen, der består af Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation. Det oplyser ministeren.

- Taskforcen har fået til opgave at kortlægge, hvor danske erhvervs- og fiskeriinteresser er på spil i relationen til Storbritannien.

- Hvad kan der være af reguleringsmekanismer, vi skal være opmærksomme på, hvilke regelsæt følger vi, og har vi for eksempel stemmeaftaler med briterne. Der er en lang række områder, hvor vi helt praktisk skal ned i detaljen, siger Esben Lunde Larsen.

En lang række danske virksomheder og organisationer er bekymrede for konsekvenserne af det britiske farvel til EU, der er en realitet efter torsdagens folkeafstemning.

Herunder de organisationer, der nu skal arbejde sammen med regeringen om at mindske skaden for danske virksomheder, når Storbritannien træder ud af det europæisk samarbejde.

På den længere bane frygtes dårligere betingelser for at sælge varer til det britiske marked.

- Arbejdet skal bruges til at kvalificere det forhandlingsforløb, der nu kommer med den britiske regering om deres relation til EU, siger Esben Lunde Larsen.

- Undervejs i det forløb er det vigtigt, at vi sikrer danske interesser. Derfor skal vi være 100 procent godt forberedt og klædt på, så vi ikke misser detaljer i forløbet, siger han.

Ifølge Danmarks Statistik er Storbritannien Danmarks femtestørste eksportmarked med en samlet eksport på knap 70 milliarder kroner. Det svarer til cirka syv procent af den samlede eksport.

Arbejdsgruppen på fødevareområdet er kun en del af regeringens indsats for at sikre danske interesser efter brexit.

Samtlige ministerier stiller med repræsentanter til en tværministeriel taskforce, der begynder arbejdet allerede fredag.

/ritzau/