Fødevareminister vil sælge hotdogs til sydkoreanerne

Skrevet af admin

10/11/2014

Mest læste i dag

Den russiske handelsboykot af blandt andet fødevarer fra Vesten - og Danmark - har resulteret i, at man nu fra politisk side leder efter nye markeder, hvor dansk mad kan sælges. Og pilen peger lige nu på Sydkorea som et alternativ.

- Den russiske embargo har tydeligt vist, hvor vigtigt det er, at vi styrker indsatsen på nye markeder. Heldigvis har kineserne for længst fået smag for danske fødevarers kvalitet og høje sikkerhed, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

- Og i Sydkorea efterspørges der danske ingredienser og svinekød. Selv den danske hotdog med ristede løg har indtaget landet. Men derfor skal vi alligevel hele tiden anstrenge os for at finde endnu flere aftagere, siger ministeren, der er i Sydkorea med Landbrug & Fødevarer samt Dansk Industri.

Ministeren og erhvervsdelegationen skal til Seoul, men også Shanghai i Kina bliver besøgt. Man vil bane vejen for danske fødevarer og styrke samarbejdet med de sydkoreanske og kinesiske myndigheder.

- Den galopperende økonomiske vækst i både Kina og Korea har skabt en voksende middelklasse, der er villig til at betale for kvalitet og sikkerhed, som det er netop det, vi kan levere, siger fødevareministeren.

Allerede mandag har Danmark indgået to aftaler med Sydkorea, der skal styrke samarbejdet og vidensudvekslingen om dyrevelfærd og økologi mellem de to lande.

- Dyrevelfærd og økologi er to områder, som jeg som fødevareminister har haft særlig fokus på. Derfor glæder det mig naturligvis ekstra meget, at vi nu kan indlede et samarbejde med koreanerne, siger Dan Jørgensen.

Danmark eksporterede sidste år for 677 millioner kroner fødevarer til Sydkorea, mens eksporten af fødevarer til Kina og Hongkong var på 17,6 milliarder kroner.

/ritzau/