Fødevareministeriet dropper ordet »sprøjtegift«

Da ministeriet mandag lancerede en stor kampagne for, hvordan danskerne undgår kemi i maden, var ordet »sprøjtegifte« også erstattet med »pesticider« og »sprøjtemidler«.

Da Mette Gjerskov (S) blev fødevareminister i 2011, insisterede hun på, at ministeriet og styrelsen nu skulle »kalde en spade for en spade« og bruge ordet »gift« om pesticider, der i de fleste tilfælde da også teknisk set er giftstoffer rettet mod svamp eller insekter, så i hendes to år som minister minister hed det »sprøjtegift« i pressemeddelelser og kampagnefilm.

Ministeriet, Fødevarestyrelsen og landbrugsorganisationerne har ikke været glade for termen, som de mener er ladet og misvisende, og det er fødevareminister Karen Hækkerup (S) enig i.

»Den korrekte faglige term ifølge Miljøministeriet er »sprøjtemidler«. Der har så været en periode, hvor vi har skrevet sprøjtegift, og jeg synes faktisk, at det er noget rod, at man for samme midler har forskellige ord. De sprøjtemidler, vi tillader, op til de grænser, vi tillader dem i, er ikke giftige. Det er vel også derfor, at det er mere korrekt, at det skal hedde sprøjtemidler og ikke -gift«, siger Hækkerup.

Hos Danske Økologer er man kede af, at ordet »sprøjtegift« er røget ud i kulden.

»Vi synes, at det er en meget uheldig ændring«, siger Paul Holmbeck, direktør for Økologisk Landsforening.

»Hvis vi vil have forbrugerne til at købe økovarer og dermed drive den grønne omstilling, skal der være en tydelig kommunikation om den store forskel, økologi gør for miljø, natur, dyrenes trivsel og fraværet af for eksempel giftstoffer«,« siger han til Politiken.

Dagens Gossip