Fødevarestyrelsen advarer mod farlige slankepiller - igen

Danskere, der overvejer at slå sig på pillerne for at tabe sig, advares mod slankeprodukterne Ketone Premium og Kolibrida. Produkterne indeholder synefrin og koffein, der kan forårsage hjerte-kar problemer og påvirke centralnervesystemet, oplyser Fødevarestyrelsen.

LÆS OGSÅ: Svindlere fanger danskere med fupslankepiller

Ketone Premium markedsføres fra den britiske hjemmeside www.ketonepremium.com/dk/ketone/v1c/index.php?SID=001, mens Kolibri markedsføres fra den polske hjemmeside www.shopvital.dk.

Begge hjemmesider er rettet mod danske forbrugere med dansk tekst og danske priser.

Af hjemmesiderne fremgår det, at produkterne blandt andet indeholder synefrin og koffein eller ingredienser, som er kilder til disse stoffer. Planteingrediensen Citrus aurantium er en kilde til stoffet synefrin, og ingredienser som blandt andet grøn te og guarana er kilder til koffein.

LÆS OGSÅ: Joan Ørting misbrugt i slankereklame

Ekstrakt af Citrus aurantium betragtes som potentiel sundhedsskadelig i kosttilskud på baggrund af en risikovurdering fra DTU, Fødevareinstituttet i Danmark.

På grund af indholdet af synefrin er ekstrakter af planten blevet rapporteret at forårsage hjerte-kar problemer og påvirke centralnervesystemet. Disse skadelige effekter af synefrin forstærkes i kombination med koffein.

Forbrugerne opfordres derfor til at kassere produkterne.

Fødevarestyrelsen har informeret de britiske og polske myndigheder om hjemmesiderne og produkterne.

Gode råd til forbrugerne:

Fødevarestyrelsen råder generelt forbrugerne til at være forsigtige ved køb på internettet.

Søg grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de kun sælges på internettet, og ikke sælges i almindelige butikker.

Vær især varsom ved køb af kosttilskud på udenlandske hjemmesider, da de ikke er underlagt de danske myndigheders kontrol.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside altomkost.dk kan man finde en oversigt over kosttilskud, der er registreret hos Fødevarestyrelsen, og dermed er omfattet af styrelsens stikprøvekontrol.

Dagens Gossip

Dagens TV