Fødevarestyrelsen skal forklare sig om uhumsk fiskefars

Fødevarestyrelsen skal nu forklare, hvordan kan det gå til, at myndighederne ikke har sørget for at komme de bakteriefyldte fiskefrikadeller på de danske middagsborde til livs noget før.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) kræver en redegørelse, efter det er kommet frem, at en del af det fiskefars, danskerne sætter til livs, indeholder for mange bakterier.

- Det er helt uacceptabelt, at over halvdelen af fiskefarsen solgt i danske butikker overskrider den vejledende grænseværdi for indhold af fordærvelsesbakterier. Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om en redegørelse, skriver ministeren i en mail til Ritzau.

DR-programmet Kontant har købt fiskefars hos i alt 15 forhandlere rundt omkring i landet og bedt et godkendt laboratorium analysere dem.

I Konstants lille stikprøveundersøgelse var der for højt bakterieindhold i fire ud af de 15.

Men DR's fars-tjek kommer i forlængelse af en større undersøgelse, som Fødevarestyrelsen offentliggjorde kort før jul. Den viste, at hver anden fiskefars havde et bakterieindhold, der lå på den forkerte side af myndighedernes vejledende grænseværdi.

Og det undrer fødevareministeren, at der ikke er blevet sat en stopper for det noget før.

- Jeg vil vide, hvordan styrelsen vil få branchen til at nedbringe antallet af bakterier, og hvorfor det ikke er sket hurtigere, siger Dan Jørgensen.

I DR's prøver fandt man blandt andet fars med over 100 gange så mange bakterier som tilladt.

I dag har butikkerne selv ansvaret for at vurdere, om fiskefarsen er frisk. Tidligere gjaldt en 24-timers-regel, som betød, at fiskefars skulle sælges inden for 24 timer, men i 2010 ophævede Fødevarestyrelsen den regel.

/ritzau/

Dagens Gossip