Fødselsdagskage med masser af chokolade, rabarberskum og jordbær

Til en fødselsdag hører kage. Masser af kage.

Denne her er lavet uden mel, fordi der er glutenallergikere i familien. Den er super nem at lave og ser flot ud.

Du skal bruge:
190 gram mørk chokolade
200 gram smør
50 gram mandelmel
6 æg
70 gram sukrin gold eller sukker
En halv teske vaniljepulver eller en teske vaniljesukker
60 gram valnødder
140 gram rabarber
2 spiseskefulde sukrin eller sukker
Cirka 10 jordbær til pynt

Sådan gør du:

Kom chokolade og smør i en gryde ved lav varme og lad det smelte. Gem et stykke chokolade til pynt.

Kom æg og sukrin/sukker i en skål og pisk det sammen med en elpisker.

Tilsæt mandelmel og rør mere rundt. 

Hak valnødder groft og kom dem i dejen.

Rør rundt i chokolade-smør-blandingen, så den er jævn. 

Hæld chokoladen oven i dejen.

Pisk dejen, så chokoladen er jævnt fordelt.

Kom bagepapir i en springform og hæld dejen i. Bag ved 130 grader i en time.

Skær rabarberne ud i stykker á en centimeter. Kom rabarber og sukrin/sukker i en gryde og tænd på medium varme.

Når det har simret længe nok, kan rabarberen mases ud til kompot. Stil kompotten på køl. Selve kagen og kompotten kan laves dagen i forvejen.

Når kagen skal serveres piskes flødeskum. Kom kompotten oven i flødeskummet.

Vend det i med en dejskraber, så du ikke slår luften ud af skummet.

Smør rabarberskummet ud på kagen og pynt med halverede jordbær. Riv lidt chokolade hen over også.

God appetit!

Følg Dagens Opskrifter for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip