Fødsler med omstridt stof skal under skærpet overvågning

Nu skal kvinderne, så snart de mærker begyndende veer, komme tilbage på hospitalet for at få kørt en såkaldt CTG-strimmel, der måler barnets hjertelyd og tilstand. Modsat i dag hvor kvinderne ofte bliver bedt om at vente, til fødslen er mere fremskreden eller ligefrem i gang.

Samtidig skal det efter en prøveperiode vurderes, om det er sikkert nok, når flere hospitaler – blandt andet Rigshospitalet – giver de gravide tabletter med Misoprostol hjem, som de selv skal tage, indtil fødslen går i gang.

Det fremgår af et sæt nye retningslinjer for igangsættelse af fødsler, som fødselslægernes sammenslutning, Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), netop har færdiggjort. Og som Region Hovedstaden allerede er på vej til at implementere.

»Nu strammer vi op og siger, at kvinderne skal komme ind, så snart de begynder at få veer, som gør ondt, og som kommer med jævne mellemrum. De vil altså ikke blive bedt om at afvente, indtil fødslen er i gang,« siger overlæge Tom Weber fra Hvidovre Hospital, som har været pennefører på de nye retningslinjer.

Skærpelserne kommer, efter at Berlingske har afdækket en række sager, hvor Misoprostol mistænkes for at have medvirket til død eller handicap hos spædbørn under fødsler. I en sag har Patientforsikringen for nylig fastslået, at Misoprostol var årsag til, at kvindens livmoder revnede under fødslen og barnet fik varige handicap.

I USA og Norge advarer myndighederne om en praksis som den danske, hvor kvinder sendes hjem, efter at de har fået Misoprostol. Sundhedsstyrelsen og DSOG har tidligere forsikret, at brugen af Misoprostol ved fødsler i Danmark er sikker.

Opsigtsvækkende nok hedder det i de nye retningslinjer om overvågningen af den ambulante igangsættelse med Misoprostol, at den ikke er »evidensbaseret«, samt risikoen ved selvmedicinering i hjemmet »ikke er valideret i videnskabelige undersøgelser.« I stedet baseres retningslinjerne blandt andet på en upubliceret optælling fra Hvidovre samt en bachelor-opgave fra en gruppe jordemoderstuderende.

De to hårdeste kritikere af brugen af Misoprostol, lektorerne Jette Aaroe Clausen og Eva Rydahl fra Jordemoderuddannelsen ved Metropol, er tilfredse med, at der nu lægges op til en skærpelse af retningslinjerne for igangsættelse af fødsler, »eftersom DSOG tidligere har fastholdt, at ambulant igangsættelse med Misoprostol er sikkert«.

Men de to lektorer forudser fortsat alvorlige problemer:

»Man vil fortsat benytte et potent off label-middel rutinemæssigt, hvor vi har underindberetning om bivirkninger. Og alligevel vil man stadig sende medicin med folk hjem, selv om vi ved, at vestorme kan komme som lyn fra en klar himmel. Hvis man ønsker at afprøve Misoprostol, bør det ske inden for videnskabeligt forsøg. Indtil videre bør man bruge det godkendte lægemiddel og fastholde, at igangsættelse af fødsel er et indgreb med mulige risici og derfor bør foregå på et hospital,« siger Jette Aaroe Clausen.Eva Rydahl slår fast, at hun og kollegaen ikke er ene om at advare mod ambulant fødsel med Misoprostol:

»I Norge reagerede de allerede efter ét tilfælde med et hjerneskadet barn. Vi er klar over. at denne diskussion medfører, at gravide bliver urolige, men skyd ikke budbringeren. Det er ikke os, der har besluttet at tæt ved hver fjerde gravid får fødslen igangsat – og ikke os der er ansvarlige for den manglende indberetning af bivirkningerne,« fastslår Eva Rydahl.

Dagens Gossip

Dagens TV