Fødsler sættes i gang: Markant færre dør i mors i mave

Skrevet af admin

15/08/2014

Dagens topnyheder

Aldrig før er så få fuldbårne børn gået til kort før fødslen som nu. I år 2000 døde 140 børn i deres mors mave omkring terminen. I 2012 var tallet næsten halveret til 75, skriver Politiken fredag.

Det viser en analyse foretaget af et forskerhold på Rigshospitalet. De har analyseret samtlige 832.935 fødsler fra 2000 til 2012, heraf 3770 dødfødsler. Resultatet offentliggøres det lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal Open.

- Vi har ikke kunnet finde andre lande end Danmark med så få dødfødsler, det er en enormt positiv udvikling, siger klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling, professor Morten Hedegaard, til Politiken.

Analysen af dødsårsager fastslår, at det lave antal dødfødsler "i al væsentlighed primært skyldes, at flere kvinder sættes i gang på et tidligere tidspunkt end for 10 år siden", siger Morten Hedegaard, der står bag analysen sammen med professor Øjvind Lidegaard, Rigshospitalet, og tre andre.

Det største fald er sket efter 2009, hvor lægerne enedes om at anbefale gravide at få fødslen sat i gang, før de er gået 14 dage over termin.

En anden årsag til den positive udvikling er, at markant færre kvinder ryger under graviditeten: I år 2000 røg hver femte – i 2012 gjaldt det godt hver tiende, skriver Politiken.

Formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo vil ikke forholde sig til, om hun deler lægernes konklusioner. Hun understreger, at der i perioden er intensiveret tilbud til gravide om undersøgelse for misdannelser og svære sygdomme.

- Der aborteres et væsentligt højere antal fostre, der ellers ville have vejet på sygelighed og dødelighed. De lavere tal kan også for en dels vedkommende tilskrives, at vi i dag foretager en bedre svangreomsorg, hvor vi oftere undersøger de kvinder, der er fuldbårne eller tæt på, siger Lillian Bondo til Politiken.

/ritzau/