Følelserne får en stemme i ny Disney-film

Glæde, afsky, tristhed, frygt og vrede - de fleste vil kunne nikke genkendende til de fem følelser, men hvad ville der ske, hvis følelserne rent faktisk kunne kommunikere?

Animationsfilmen "Inderst Inde" foregår inde i 11-årige Rileys hoved, hvor de fem følelser kæmper for at finde ud af, hvad der er bedst for den lille pige.

Instruktøren Pete Docter, der står bag den anmelderroste film, fik en del af inspirationen til filmen fra sin datter.

- Min datter var 11 år, og hun havde gennemgået en ret stor forandring. Hun gik fra at være en bekymringsfri og fjollet lille pige til at blive meget mere seriøs og dramatisk. Jeg blev ved med at tænke på, hvad der mon skete inde i hendes hoved, siger han.

I filmen flytter Riley og hendes familie væk fra de trygge omgivelser på landet til storbyens hektiske gader. Den glade og fjollede pige ændrer humør, og ifølge filmens producer Jonas Rivera, er det også noget der sker, når man vokser op.

- Selvom vi to filmmagere egentligt ikke altid vil indrømme det, så er alle nødt til at vokse op. Du kan ikke altid være, som du var, da du var yngre. Det er svært, og dine følelser ændrer sig, og du ændrer dig. Men det er okay. Det er faktisk ret vigtigt, siger han.

Et andet budskab i den nye animationsfilm er, at det ikke er en synd at lade sig styre af sine følelser. Hvis der sker noget trist i ens liv, så er det helt i orden at være ked af det.

- Alle ønsker at være glade, og derfor forsøger de at skubbe de følelser, der anses som negative til side. Men i sidste ende er alle de her følelser vigtige. Hvis noget er farligt, så kan frygten beskytte dig. Hvis du oplever et tab, så kan du bruge tristheden til at komme videre, siger Pete Docter.

De to kendte filmskabere har også hørt flere historier om, hvordan filmen har påvirket både børn og voksne.

- En mand, som har arbejdet med filmen, har en seksårig søn, der går til svømning. Sønnen var bange for at springe fra vippen. Efter han havde set filmen, sprang han i vandet fra vippen. Han sagde, at han følte, at det var frygt, der styrede, og så bad han ham om at træde til side, siger Pete Docter og tilføjer:

- Det er da helt fantastisk, at han forstår filmen og endda kan bruge det i sit eget liv.

Selvom Disney Pixars film alle har et større budskab end bare at være ren underholdning, så mener de to filmmagere ikke, at det deres job at opdrage børn verden over.

- Jeg ser det ikke som vores job at opdrage børnene. Vi vil gerne underholde, men samtidig må der gerne være en større mening i filmen, der får seeren til at tænke. På den måde kan man sige, at vi vil opdrage, men vi forsøger ikke at lære et barn om psykologi eller følelsesstabilitet. Det vigtigste er, at det er underholdende, siger Jonas Rivera.

"Inderst inde" har premiere i de danske biografer den 27. august.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip