Følsgaard: Plakaten lokker min mor i biffen

Skrevet af admin

11/04/2016

Dagens topnyheder

Filmen "De Standhaftige" med Arvingerne-skuespilleren Mikkel Boe Følsgaard og "Danmark har talent"-dommeren Cecilie Lassen i hovedrollerne har netop fået biografpremiere.

Og på trods af, at den handler om soldaten Thomas, der får sprængt begge sine ben af i Afghanistan og er tæt på at opgive sit liv, signalerer filmplakaten noget helt andet.

Her ser man nemlig karaktererne Sofie og Thomas i kærlig omfavnelse. Og selv om Følsgaard undrer sig over, at filmen bliver præsenteret som en romantisk kærlighedshistorie, kan han alligevel godt spotte fordelene ved det.

- Måske kan det lokke folk som min mor ind at se filmen. Normalt ville hun aldrig købe billet til en film, der handler om krig, så det er nok meget godt, at plakaten ikke røber det, fortæller Mikkel Boe Følsgaard.

"De Standhaftige" er inspireret af en virkelig historie og kredser om soldaten Thomas, der mister begge ben efter at have trådt på en mine i Afghanistan. Desperationen over ikke at kunne alt det, han kunne før, sender Thomas til tælling - lige indtil han møder balletdanserinden Sofie i genoptræningslokalet.

Ud over det forelskede par viser plakaten også en forladt kørestol, som alligevel indikerer, at "De Standhaftige" ikke blot består af en omgang hverdagsromantik. Og det kan sagtens være en god ting, at plakaten er lidt hemmelighedsfuld og ikke afslører for meget om filmens handling, erkender Mikkel Boe Følsgaard.

- Jeg kan godt lide, at der er overraskelser, som man først får, når man sidder i biografsalen. Derfor er jeg også glad for, at filmens trailer ikke giver det hele væk, som jeg synes, andre trailere ofte gør, påpeger den 31-årige skuespiller.

Og den landmine, Thomas træder på, er egentlig heller ikke så vigtig. Krigen i Afghanistan er ikke den, der fylder. Det er den indre krig, som Thomas kæmper for at finde sig selv efter ulykken. Han kunne ligeså godt være blevet ramt af en bil eller noget helt andet, som havde ført til en dobbelt benamputation, forklarer Mikkel Boe Følsgaard.

- På en eller anden måde kan man jo godt argumentere for, at filmen ikke handler om krig. Hvis den blev præsenteret som en krigsfilm, ville den nok drukne i slipstrømmen af "Krigen" og "Under Sandet", siger Mikkel Boe Følsgaard.

/ritzau/FOKUS