Før Løkke-møde: Pape står fast på ministerfyring

Skrevet af admin

23/02/2016

Dagens topnyheder

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, vil ikke give sig en tomme. Heller ikke selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eventuelt måtte true med at udskrive valg, hvis ikke De Konservative trækker partiets mistillidserklæring til Eva Kjer Hansen tilbage.

Det fastslår Søren Pape Poulsen på vej ind til møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet tirsdag aften. Her vil Løkke efter eget udsagn undersøge, om der fortsat er flertal for den smalle V-regering.

- Det må han selv om. Vi har sagt, at vi ikke har tillid til Eva Kjer Hansen, når hun ikke giver offentligheden et retvisende billede af, hvad der foregået (i forbindelse med landbrugspakken, red.).

- Hvis statsministeren vil gøre det til et kabinet-spørgsmål, så er det hans valg, siger Søren Pape Poulsen.

Gør Løkke sagen om Eva Kjer Hansen til et kabinetspørgsmål, betyder det, at Løkke vil gå af og udskrive valg til Folketinget, hvis han ikke kan overbevise De Konservative om at lade Eva Kjer Hansen fortsætte.

Det vil dog være en meget usædvanlig udvikling. I forvejen er det meget usædvanligt, at en statsminister i fuld offentlighed indkalder støttepartiernes ledere til møde for at se, om der fortsat er flertal for regeringen efter en ministerfyring.

Det ligger mellem linjerne, at Søren Pape Poulsen mener, at Løkke overreagerer:

- Jeg har sagt, at jeg bakker op om Lars Løkke Rasmussen. Jeg kan ikke tvinge ham til at blive som statsminister.

- Vi har sagt, at vi ikke har tillid til miljø- og fødevareministeren, fordi hun ikke har givet et retvisende billede. Så må statsministeren gøre op med sig selv, hvordan han vil håndtere det, siger Søren Pape Poulsen.

Han tilføjer, at det er "sikkert og vidst", at han ikke vil give sig på mødet.

Liberal Alliance gav til gengæld De Konservative en hård medfart på vej ind til mødet:

- Liberal Alliance bakker 100 procent op om Eva Kjer Hansen som miljø- og fødevareminister. Og vi står ved de aftaler vi indgår, og vi er i øvrigt i stand til læse de papirer, der bliver udleveret, siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Han var mødt op i stedet for Liberal Alliances leder Anders Samuelsen, som er i London tirsdag.

Ammitzbøll anklager De Konservative for ikke at have læst papirerne bag landbrugspakken grundigt nok.

- Hvis man havde læst papirerne under forhandlingerne, så ville man opdage, at man har fået alle de oplysninger, man mener, man ikke har fået, siger Simon Emil Ammitzbøll.

/ritzau/