Før og efter: Malou efter et år på 5:2-kuren

Sidste sommer så Malou Rotvel Pagh billeder af sig selv fra en gallafest.

Fotografierne ramte hende hårdt.

Siden hun blev kørt ned for år tilbage, har århusianeren være uarbejdsdygtig, plaget af smerter på grund af fibromyalgi og ude af stand til at dyrke motion. Kiloene sneg sig på. Mange af dem.

- Jeg blev slået helt ud af de billeder. Var det virkelig mig?, siger hun til Dagens.dk.

Ved et tilfælde opdagede hun 5:2-kuren. En fastekur, hvor man to dage om ugen skærer sit kalorieindtag kraftigt ned (til 500 kalorier for kvinder og 600 for mænd) eller helt væk. Ugens resterende fem dage kan man indtage, hvad man vil.

Som uddannet gastronom og en madelsker af rang lød det næsten for godt til at være sandt, at man kunne fortsætte med at spise sin yndlingsmad de fleste dage og tabe sig.

Men Malou Rotvel Pagh besluttede sig for at kaste sig ud i det.

- Den første uge røg der fire kilo. Den første fastedag var ikke særlig sjov, men det bliver nemmere, forklarer hun. I går var det nøjagtigt et år, siden Malou Rotvel Pagh gik i gang med 5:2-diæten.

Nu er hun 30 kilo lettere. Men der har også været sundhedsgavnlige effekter. De kroniske smerter fra fibromyalgien er der fortsat, men de er blevet mere håndterbare.

Sammenhold på nettet
Den madglade kvinde driver bloggen klidmoster.dk, hvor hun i løbet af årene har lagt 1500 opskrifter ud.

- Jeg var forfærdelig ked af at blive uarbejdsdygtig efter min ulykke. Min redning blev at blive madblogger, siger hun.

Med den ny fastekur fik bloggen en lillesøster, Klidfaster.dk. Her ligger der opskrifter til de dage, hvor madindtaget er reduceret. 

Malou Rotvel Pagh har desuden oprettet en facebook-gruppe, hvor “fastere” kan støtte hinanden. Den har på rekordtid fået 8000 medlemmer.

- Jeg har jo ikke noget job, men gruppen og bloggen er nærmest en fuldtidsbeskæftigelse. Heldigvis er der folk, som har været i gang længe, der kan hjælpe, når nogen af de nyere medlemmer stiller spørgsmål, fortæller hun.

Hademails
Langt de fleste reaktioner har været positive, men der er også nogen, som mener, at Malou Rotvel Pagh har gang i noget farligt. Det er nemlig ikke alle, som kan forlige sig med tanken om, at det kan være sundt at være sulten.

- Der er mange fordomme om faste, og jeg får også trælse mails og kommentarer. Om at jeg er i gang med at gøre skade på mig selv, og at jeg lokker andre med. Man skal have brede skuldre, siger hun.

Men er der slet ikke nogen ulemper ved 5:2-diæten?

- Ikke ud over de der mails fra folk. Man bliver klogere på, hvornår man spiser, fordi man keder sig, og hvornår man faktisk er sulten. Det har været en gave. Når jeg skal have mindre mad, kan jeg få bedre mad. Jeg er pensionist, så pengene er ikke så mange. Jeg sparer ikke penge på det, fordi jeg vælger at sige, at jeg har et fantastisk madbudget de andre dage. Og så elsker jeg at gå på restaurant, siger Malou Rotvel Pagh.

Det første mål er nået. Hun er nu under 100 kilo. Det næste er at komme ned på 80 kilo, men Malou har ikke travlt.

- Jeg har været elitesvømmer og balletdanser og vejet 65 kilo hele mit liv. Der skal jeg ikke ned igen. Jeg vil gerne have en BMI på 25, men det handler ikke om at blive tynd. Og det må tage den tid, det tager. Det handler ikke om at komme hurtigt i mål, men sundt i mål, slutter hun.

Dagens Gossip