Før valget lovede Samuelsen at sige nej til kompromis

Skrevet af admin

20/06/2015

Dagens topnyheder

Hvis Liberal Alliance får de afgørende mandater, så ville Anders Samuelsen før valget godt "love", at en "stor og vigtig del" af hans løfter ville blive gennemført.

Nu har Anders Samuelsen brugt de særlige regler i dronningerunden til at give Lars Løkke Rasmussen et bundet mandat. Løkke skal forsøge at samle en flertalsregering.

Dermed har Liberal Alliance - lige som de øvrige partier i blå blok - i første runde af forhandlingerne de afgørende stemmer. Hvis Liberal Alliance ikke vil være med i flertalsregeringen, kan den nemlig ikke blive til noget.

Anders Samuelsen står dog over for en monumental opgave, hvis han i forhandlingerne skal indfri den liste af løfter, han før valget har givet sine vælgere.

I en tale, som Anders Samuelsen holdt i 2013, listede han en stor mængde konkrete punkter op, som han ville indfri med de afgørende stemmer. Mange af dem går stik i mod Dansk Folkepartis politik.

Talen kan stadig findes på Anders Samuelsens Facebook-side. I den lover han blandt andet en Kattegat-forbindelse. Maksimalt 40 procents skat på indkomster. En halvering af selskabsskatten, et salg af TV2, privatisering af Dong og liberalisering af lejeloven.

På det for Dansk Folkeparti ømtålelige sundhedsområde lovede Anders Samuelsen at gøre hospitalerne selvejende, sende samtlige sundhedsydelser i udbud og indføre begrænset brugerbetaling på sundhed.

- Jeg er godt klar over, at Liberal Alliance nok ikke får 90 mandater til folketingsvalget. Også selvom man næsten kan tro det, når man er i så godt selskab her i aften!, lød det begejstret fra Anders Samuelsen til de liberale støtter, der var mødt frem.

- Men jeg er en meget tilfreds mand, hvis vi får de afgørende mandater, og jeg tør godt love, at en stor og vigtig del af det, jeg lige har remset op, i så fald vil blive gennemført, sagde Anders Samuelsen.

Han talte samtidig dunder mod de partier, som indgår kompromisser, der udvander deres politik:

- Jeg lover jer, at når Liberal Alliance får de afgørende mandater, så vil vi bruge vores magt. Vi vil ikke bare følge strømmen, vi vil ikke frygte vælgerne, vi vil ikke lade den passive Christiansborg-kultur overmande os.

- Vi vil ændre tingenes tilstand i Danmark! Vi vil gøre Danmark til et bedre sted at bo. Vi vil gøre Danmark liberalt, siger Anders Samuelsen og tilføjede:

- Jeg ved godt, at det er let at stå her og lire sådan nogle paroler af. At tale i overskrifter. At bruge store ord. Det svære er at være konkret. Men vi liberale, vi lader os jo ikke skræmme af, at noget er svært, vel?

- Så nu vil jeg være konkret, sagde Samuelsen inden han begyndte at remse de mange løfter op.

På vej ind til mødet med Lars Løkke Rasmussen lørdag ville Anders Samuelsen dog ikke tale om de punkter, som adskiller partierne i den blå blok. Her mente LA-formanden, at man i stedet burde se på de ting, som samler partierne:

- Det er tid til at være konstruktive og forsøge at finde hinanden. Jeg efterlyser ikke, at vi skal lave blokpolitik, men det ville være rart at skabe et fast fundament under en borgerlig regering. Det skal afprøves, sagde Anders Samuelsen.

/ritzau/