Før VM-premiere: Danmark er blevet udspioneret af Norge

Skrevet af admin

07/05/2016

Dagens topnyheder

Det norske ishockeylandshold overlader tilsyneladende ikke noget til tilfældighederne inden VM-mødet med Danmark lørdag eftermiddag.

Danmarks landstræner, Jan Karlsson, og flere andre fra den danske VM-delegation har opdaget norske spioner ved stort set samtlige træninger siden testkampene i Slovakiet i sidste weekend.

- Jeg er begyndt at kigge i vores spillerbus, om Norge også har folk med der, lyder det fra Karlsson, der ikke har noget problem med den norske tilstedeværelse.

- Sådan er det. Der er jeg selv lidt mere gammeldags. Man kan give sine spillere en vis mængde information, men det kan også blive for meget. Hvis spillerne begynder at tænke ude på isen, går det for langsomt, mener Jan Karlsson.

Danmarks svenske landstræner sværger i stedet til de klassiske dyder som at vinde nærkampene og "tage den ekstra meter is", som han formulerer det.

- Vinder du de små kampsituationer, er det fuldstændig uinteressant, hvor meget scouting der er lavet før kampene, og hvor mange pile man kan tegne på et taktikbræt, siger Jan Karlsson.

Danmark og Norge burde også kende hinanden til bevidstløshed.

Det er femte VM i træk, hvor de to lande tørner sammen, og det er blot to uger siden, danskerne og nordmændene mødtes i to testkampe på dansk is.

VM-kampen i Moskva begynder klokken 15.15.

/ritzau/