Førende bandemedlem i Göteborg dræbt ved bileksplosion

Skrevet af admin

13/06/2015

Dagens topnyheder

En af de fire omkomne ved en voldsom bileksplosion i Torslanda på Hisingen i Göteborg fredag eftermiddag er ifølge avisen Expressens kilder et fremtrædende medlem af en af byens kriminelle grupper.

Tre blev dræbt på stedet, mens en pige i børnehavealderen døde af sine kvæstelser på sygehuset i løbet af natten.

Bilen eksploderede i en rundkørsel på vej 155 ud for brandstationen i Torslanda ved 17-tiden. Ingen andre biler var indblandet i den voldsomme hændelse.

Hvad der var årsag til eksplosionen står fortsat ikke klart, men meget tyder på, at det har forbindelse til den bandekonflikt, der i flere år har hærget Göteborg.

- Om det er en ulykke eller noget andet, der har forårsaget eksplosionen, ved vi endnu ikke. Vi har endnu ikke modtaget nogle resultater af de tekniske undersøgelser, siger Robert Karlsson, chef for efterforskningsenheden i region Väst, til nyhedsbureauet TT.

/ritzau/