Førende eksperter: Dansk data beskyttes ringe

Computersikkerheden er for ringe i Danmark - både hos offentlige myndigheder og private firmaer. Dermed gør vi os selv sårbare over for hackerangreb, der kan få fingre i alle mulige personfølsomme oplysninger på nettet.

Sådan lyder advarslen fra førende sikkerhedseksperter i det europæiske politisamarbejde, Europol, og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), skriver Berlingske.

- Generelt set skal der gøres en meget større indsats på sikkerhedsområdet hos offentlige myndigheder og virksomheder. Der er stadig rigtigt mange, som ikke tager det her alvorligt nok, siger Troels Ørting Jørgensen fra Europol til avisen.

Danskeren, som er chef for Europols såkaldte Cybercrime Center, peger på, at vi alle sammen kommer mere og mere online, og vores oplysninger skal beskyttes så godt som muligt.

- Vi digitaliserer vores hverdag, vores kommunikation, interaktion, handel, og vore personlige oplysninger samles hos supermarkeder, biblioteker, læger, banker samt det offentlige og mange flere, siger han.

Tidligere på måneden kom det frem, at hackere via politiets registre blandt andet har fået adgang til millioner af danskeres cpr-numre, herunder alle danske kørekortindehaveres cpr-numre.

Edb-systemerne hos den offentlige it-leverandør CSC var ganske enkelt ikke tilstrækkeligt sikret til at holde uvedkommende ude i adskillige måneder i løbet af 2012. Omfanget af det alvorlige angreb er stadig ikke fastslået med sikkerhed.

Thomas Lund-Sørensen, som er chef for det såkaldte Center for Cybersikkerhed under FE, mener også, at der er grund til øget opmærksomhed på området efter den enorme hackersag.

- Der er plads til forbedring hos både myndigheder og virksomheder. Vores viden viser, at både private virksomheder og offentlige myndigheder kan øge it-sikkerheden, siger han til Berlingske.

It-leverandøren CSC, der blandt andet driver politiets registre, siger, at virksomheden arbejder sammen med IBM og Rigspolitiet på at gennemgå alle systemer og procedurer for at optimere overvågning og beskyttelse af sine datacentre.

/ritzau/

 

Dagens Gossip