Først fra i dag kan du købe fyrværkeri i butikkerne: Ny lov tager hensyn til dyrene

Skrevet af Jens Simonsen

15/12/2014

Dagens topnyheder

Du må væbne dig med tålmodighed, hvis du allerede nu længes efter at købe krudt og raketter til nytårsaften. Det er resultatet af den nye fyrværkerilov, der trådte i kraft 1. juli i år.

Med den er det nemlig først muligt at købe fyrværkeri fra den 15. december og frem til den 31. december , hvor det før var muligt at købe sine raketter allerede den 1. december.

Samtidig er brugsperioden også blevet væsentligt forkortet. Førhen kunne vi nemlig fyre vores raketter af allerede den 1. december og frem til den 5. januar, men i dag har vi kun seks dage til at tænde lunten, nemlig 27. december og frem til den. 1. januar.

Et hensyn til mennesker og dyr 
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen, er der en særlig grund til, at poltikerne har besluttet at forkorte fyrværkeriperioden så drastisk. Det fortæller Lone Hansen, der er presseansvarlig hos Sikkerhedsstyrelsen.

- De nye regler har baggrund i, at mange mennesker og dyr tidligere har følt sig generet af fyrværkeri gennem mere end en måned, siger hun til Dagens.dk.

Med den forkortede brugsperiode er der altså godt nyt for både tobenede og firbenede, da det nu kun er tilladt at fyre krudt af seks dage om året, hvor det før var tilladt fyre krudt af hele 36 dage om året.

Logistisk udfordring for forhandlerne
Selvom salgsperioden er blevet halveret, så ventes salget ikke at blive reduceret tilsvarende, mener hun. 

- Der er lavet undersøgelser, der viser, at størstedelen kun anvender fyrværkeriet selve nytårsaften, og tidligere har det også været de færreste forhandlere, der solgte fyrværkeri hele december måned, siger hun til Dagens.dk.

Den udlægning er man dog kun delvist enig i hos Fyrværkeribrancheforeningen. Det siger direktør Karsten Nielsen til Dagens.dk.  

- Vi forventer ikke nogen voldsom nedgang i den samlede omsætning, men vi forventer en logistisk udfordring, når vi skal have de samme mængder fyrværkeri igennem på den halve tid, siger han, samtidig med at han slår fast, at fyrværkeribrancheforeningen er fortrøstningsfulde i forhold til de nye regler.

- Det er første år med de nye regler, så vi skal ud og gøre os nogle erfaringer om, hvordan vi løser problemet fremadrettet, siger Karsten Nielsen.