Først gik Banke - nu stopper formand for Venstre i Fredericia

Først går Thomas Banke. Nu følger formand for bestyrelsen i Venstre i Fredericia, Jakob Ladingkær efter. Han genopstiller ikke ved generalforsamlingen sidst i februar.

Han har været formand for Venstre i seks år.

- Jeg kæmpet for Venstres interesser og for, at partiet står stærkt både ind- og udadtil. Men på baggrund af de seneste ugers debat omkring Thomas Banke har der været stor fokus på min person, og Venstre er for mig for vigtig til, at det skal handle om enkelte personer. Med opbakning fra bestyrelsen har jeg igennem hele perioden opfordret til samarbejde, men det har der ikke været vilje til fra alle parter, siger Jakob Ladingkær.

Han mener, at det er på tide, at der falder ro på Venstre i Fredericia og der bliver fokuseret på kommunalvalget til november.

- Det er derfor også tid til at opbygge et nyt samarbejde mellem politikere og bestyrelse, forklarer Jakob Ladingkær.

Derfor har han besluttet ikke at fortsætte som formand for Venstre i Fredericia. Han fortsætter med de organisatoriske opgaver, indtil en ny formand kan overtage arbejdet.

Dagens Gossip