Første AUF-sommerlejr siden Breiviks massakre

AUF oplyser på sin hjemmeside, at lejren finder sted fra 3. til 7. juli på Gulsrud Leirsted nordvest for Oslo.

Ledelsen har således besluttet at bygge Utøya helt om, inden ungdomspartiets sommerlejr igen kan foregå der.

»Byggeriet er ikke færdigt endnu, og derfor kan vi ikke holde lejr derude i år. Det kommer vi tidligst til i 2015,« siger formand for AUF Eskil Pedersen til dr.dk.

Man vil dog ikke holde en mindehøjtidelighed for ofrene på årets sommerlejr, men vente til toårsdagen 22. juli.

Ifølge dr.dk har flere overlevende og pårørende til ofre fra Utøya kritiseret, at AUF planlægger at holde sommerlejren på øen igen, men sådan må det være, lyder det fra formanden.

»Jeg forstår godt, at det er svært for nogen, og det har vi stor respekt for, at det er et personligt valg, om man vil tilbage eller ej. Men samtidig mener vi, at Utøya ikke må blive øde og forladt på grund af øens historie,« siger Eskil Pedersen.

AUF oplyser til DR Nyheder, at op mod 1.000 medlemmer har meldt sig til sommerlejren, som får besøg af flere internationale gæster.

Anders Breiviks terrorangreb 22. juli 2011 kostede i alt 77 mennesker livet i Oslo og på Utøya. Han blev sidste år idømt forvaring med en strafferamme på 21 år og en mindstetid på ti år.

Dagens Gossip