For første gang er flest svenskere for Nato

Skrevet af admin

29/10/2014

Mest læste i dag

For første gang er der i Sverige et flertal for et medlemskab af Nato, hvilket tyder på et sindelagsskifte i befolkningen. Det kommer efter sidste uges opsigtvækkende jagt på en formodet russisk ubåd i svensk farvand.

En meningsmåling foretaget af i weekenden af Novus for TV4 viser, at 37 procent af svenskerne går ind for et NATO-medlemskab, mens 36 procent er imod.

Det er første gang, at en Novus-måling har vist et flertal for Nato, og det synes at være en udfordring for den nye socialdemokratisk-ledede regering under statsminister Stefan Löfven.

Lofven har udelukket et svensk Nato-medlemskab.

Mange tidligere målinger har vist et meget klart flertal være imod Nato-medlemskab for Sverige og Finland.

Iagttagere siger, at en jagt på en formodet russisk ubåd har styrket tilliden til Nato og mindsket troen op, at Sverige kan forsvare sig selv.

Efter syv dages jagt på det, som svenske medier har spekuleret i var en russisk ubåd, indstillede det svenske forsvar fredag eftersøgningen i Stockholms skærgård.

Kontreadmiral og stedfortrædende indsatschef Anders Grenstad sagde ved jagtens afslutning, at der havde været mindst et fremmed objekt i skærgården i løbet af de seneste syv dage.Eftersøgningsoperationen menes at have kostet omkring 20 millioner svenske kroner.

Efterretningseksperter er ved at analysere alle informationer, der blev indhentet i løbet af den syv dage lange eftersøgning i den stockholmske skærgård.

/ritzau/TT