Første juni-weekend bringer sommervarmen med sig

Skrevet af admin

19/05/2015

Mest læste i dag

Det er ikke i løbet af de næste to uger, at man får brug for at finde badehåndklæde, klipklapper og svømmefødder frem.

Men så snart de næste to regnfulde og blæsende majuger er ovre, vil sommeren endelig begynde at indtage Danmark.

Det forudser erhvervs- og energimeteorolog Martin Lindberg, som tirsdag står for månedsprognosen hos DMI.

- Kigger vi ind i juni, ser prognosen straks lidt mere sommerlig ud. Flere kørsler med vejrmodellen peger på, at et højtryk bygger op over Nordeuropa. Det giver os mere stabilt og tørt vejr med stigende temperaturer, skriver han.

Det er ifølge Martin Lindberg ikke helt sikkert, præcis hvornår vejret endeligt tillader korte bukser og bare tæer, men ifølge meteorologen sker det tæt på månedsskiftet.

I den første uge af juni stiger dagtemperaturen til omtrent 20 grader og sidst på ugen - omkring weekenden 6. og 7. juni - er der mulighed for en enkelt dag med 25 grader, lyder det fra Lindberg.

Det bliver i så fald årets første meteorologiske sommerdag i Danmark.

Men også næste weekend - pinseweekenden - vil byde på "rimelig fint vejr" med god chance for sol og ikke alt for meget vind.

Selv med solens hjælp vil temperaturen dog ikke nå op over de 18 grader, forudser meteorologen.

/ritzau/