Første rentehop i USA siden 2008 er på trapperne

Skrevet af admin

19/11/2015

Dagens topnyheder

Efter mange år med en rente i nærheden af nul procent tyder meget nu på, at den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve, i næste måned vil sætte renten op.

Federal Reserve offentliggjorde onsdag aften dansk tid sit referat fra det seneste møde i sin pengepolitiske komité, og det viser, at de fleste medlemmer af komiteen anser den amerikanske økonomi for at være så stabil, at det taler for en renteforhøjelse i december.

Det vil være første gang siden juni 2006, at banken hæver renten.

Forbundsbankens øgede tillid til den amerikanske økonomi skaber optimisme på de globale aktiemarkeder. I Asien er børserne torsdag åbnet med stigninger på over én procent.

Referatet fra mødet 27. og 28. oktober viser, at nogle medlemmer allerede dengang mente, at tiden var inde til at stramme renteskruen.

Men flertallet foretrak at se tiden an, fremgår det.

- De fleste forudså - baseret på deres vurdering af den aktuelle økonomiske situation og deres forventninger til udsigterne for den økonomiske aktivitet, arbejdsmarkedet og inflation - at disse forhold godt kunne være opfyldt ved det næste møde, hedder det i referatet.

Chris Weston, markedsstrateg hos IG Ltd i Australien, mener, at referatet fjerner al tvivl om en rentestigning.

- Det lader til, at spørgsmålet nu har bevæget sig fra, hvornår Fed vil hæve renten til, hvor mange forhøjelser vi vil få at se i 2016, skriver han i et kundenotat torsdag ifølge Reuters.

I forvejen har en uventet god udvikling på det amerikanske arbejdsmarked i oktober styrket troen på et rentehop.

Det mener blandt andre Tine Choi, der er aktiestrateg hos Nordea.

- Mødereferatet må siges at have mistet lidt af sin glans, fordi mødet blev afholdt, før den stærke oktober-jobrapport blev offentliggjort, sagde hun inden referatet blev offentliggjort onsdag.

Hun vurderer, at jobrapporten fejede en stor portion af tvivlen om Feds kurs mod en renteforhøjelse bort.

/ritzau/