Første resultater: Flere kredse stemmer for at blive i EU

Skrevet af admin

24/06/2016

Mest læste i dag

De første resultater fra optællingen af stemmer ved torsdagens britiske EU-afstemning er kommet fra henholdsvis enklaven Gibraltar, Newcastle upon Tyne og Orkney-øerne.

I Gibraltar har hele 96 procent stemt for at blive i EU, viser den officielle optælling.

Omkring 23.000 vælgere havde mulighed for at stemme i Gibraltar, og 84 procent benyttede den mulighed.

Ud af dem stemte 19.322 for at blive i EU, mens kun 823 stemte for at forlade unionen. Den lille enklave ligger i det sydlige Spanien.

I Newcastle upon Tyne var det som forventet mere tæt. Her har 50,7 procent stemt for at blive i unionen, mens 49,3 procent stemte "leave".

På Orkney-øerne har 63 procent stemt for at blive i EU.

Der mangler fortsat resultater fra over 350 kredse.

Ved 3-tiden ventes den første større bølge af resultater fra 22 valgkredse. Ved 4-tiden menes to femtedele af valgkredsene at være talt op, og ved 6-tiden er det formentlig oppe på ni ud af ti, skriver The Guardian.

/ritzau/