Første rumfartøj har forladt vores solsystem

Voyager 1, der for 36 år siden blev sendt ud i Rummet, har som det første rumfartøj forladt vores solsystem.

Det oplyste den amerikanske rumadministration Nasa torsdag.

Det er teknologisk noget af en oldsag, der nu har forladt solsystemet.

Voyager er udstyret med en otte-spors kassette-optager og en computerkraft, der svarer til 1/240.000 del af hukommelsen i en iPhone, beretter avisen New York Times.

Ikke desto mindre har den tonset gennem verdensrummet og sendt signaler tilbage til Jorden lige til i år.

- Dette er første gang, at menneskeheden har været i stand til at træde uden for solsystemets vugge for at udforske de større galakser, konstaterer Marc Swisdak, der er astrofysiker på University of Maryland.

Videnskabsmænd har det seneste år været uenige om Voyagers præcise position, og det skyldes, at der usikkerhed om, hvordan det ville tage sig ud, når rumfartøjet krydsede grænsen for solsystemet.

Instrumenter om bord, som skulle angive positionen, er for længst brudt sammen.

- Voyager er frejdigt nået dertil, hvor intet rumfartøj er nået før, og det markerer en af de mest betydelige teknologiske landvindinger i historievidenskabens annaler, mener John Grunsfeld fra Nasa.

Den primære opgave for Voyager 1 lige som efterfølgeren Voyager 2 var at udforske planeterne Jupiter og Saturn.

Men herefter er rejsen fortsat ud i det uvisse.

Der blev modtaget signaler fra fartøjet mellem den 9. april og 22. maj, og det er på grundlag af disse oplysninger, at Nasa torsdag konkluderede, at Voyager nu har forladt solsystemet.

Hvad der herefter sker?

Det har enhver lov til at gætte på.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip