Første tilfælde af seksuelt overført zikavirus i USA

Skrevet af admin

02/02/2016

Mest læste i dag

I USA har man konstateret det første tilfælde af seksuelt overført zikavirus, oplyser sundhedsmyndigheder i Dallas.

Amtet har "modtaget bekræftelse fra Center for Sygdomsforebyggelse (CDC) på, at det er det første tilfælde af smitte med zikavirus gennem seksuel kontakt i Dallas County i 2016", hedder det i en meddelelse fra myndighederne i Dallas.

- Patienten er smittet med virusset efter seksuel kontakt med en smittet, som var vendt hjem fra et land, hvor zikavirus florerer, hedder det.

En talsmand for det føderale CDC siger imidlertid ifølge nyhedsbureauet AFP, at man kan bekræfte tilfældet, men man kan ikke bekræfte, hvordan smitten er sket.

Ifølge myndighederne i Dallas er der tale om det første tilfælde i landet, og det burde slet ikke være muligt.

I hvert fald slog Brasiliens sundhedsminister, Marcelo Castro, forleden fast, at virusset ikke kan smitte fra menneske til menneske.

Marcelo Castro sagde i et interview med nyhedsbureauet Reuters, at virusset kun smitter via myg.

De regionale sundhedsmyndigheder i Dallas oplyser, at man ikke kender til, at myg smitter med zikavirus i området.

Det er kendt, at zikavirus spredes af myggearten aedes.

Virusset mistænkes at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret zikavirus for en global trussel.

/ritzau/Reuters