Første udspil i årets mobilkrig kommer om to uger

Flere analytikere peger på, at IT-giganten Samsung vil lancere sin seneste mobiltelefon i Galaxy S-serien på den såkaldte Mobile World Congress-messe, der finder sted i slutningen af februar i den spanske by Barcelona.

Således har det sydkoreanske selskab sendt invitationer ud til en begivenhed på mobilmessen, som teknologi-analytikere forudser er afsløringen af den seneste model i Galaxy S-serien.

Dermed er fronterne i årets mobilkrig ved at blive trukket op, for Galaxy S5 skal formentlig tage kampen op med Apples iPhone 6, der angiveligt bliver frigivet senere på året.

Samsung har ikke villet kommentere på oplysningerne.

The Mobile World Congress er en af de vigtigste teknologi-messer i løbet af året. Her præsenterer mange mobilproducenter deres seneste modeller. Samsungs præsentation er sat til den 24. februar, som er første dag på messen.

Det forventes desuden, at Samsung integrerer såkaldt biometrisk sikkerhed i sine telefoner, som Apple eksempelvis gjorde sidste efterår i sin iPhone 5S, der var udstyret med en fingeraftrykslæser.

Således søgte Samsung i november om patent i USA på en iris-skanner, og det sydkoreanske selskabs chef for mobilenheden, Lee Young Hee, sagde i sidste måned, at man afsøger mulighederne for biometrisk sikkerhed.

Samsungs nuværende flagskib på mobilfronten, Galaxy S4, blev introduceret i marts 2013, mens det forventes, at Apples iPhone 6 bliver lanceret til sommer eller efteråret.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip