Førtidspensionisten på vej på pension

Fra juni 2012 til juni 2013 af antallet af danskere, der er blevet tilkendt førtidspension, ifølge Ritzau reduceret med 25 procent på landsplan.

I byer som Aarhus og Randers er antallet af tilkendelser af førtidspension skrumpet med henholdsvis 52 og 62 procent.

Forklaringen er en reform af førtidspensionen, som alle partier pånær Enhedslisten og Dansk Folkeparti, står bag, og som trådte i kraft ved årsskiftet. Reformen betyder nemlig, at kommunerne har strammet voldsomt op på tilkendelser af førtidspension.

Socialdemokraternes socialordfører, Maja Panduro (S), mener, at opbremsningen i antallet af førtidspensioner har været nødvendigt.

»Vi kunne se at forudsætningerne siden den sidste reform i 2001 var skredet, så der var over 50.000 flere på førtidspension, og at samfundet i 2010 brugte over ni milliarder kroner mere end forventet,« siger Maja Panduro til Berlingske Nyhedsbureau.

Men reformen var ikke kun en spareøvelse.

»Den er også et forsøg på at få brugt de ressourcer, folk har, i stedet for bare at stikke dem en ydelse. Det handler om at gøre en ordentlig socialfaglig indsats i forhold til den enkeltes problemer,« siger Maja Panduro.

Reformen betyder, at det reelt ikke længere er muligt for personer under 40 år at få tilkendt førtidspension.

»Hvis man er under 40 år, så er udgangspunktet, at man ikke skal have førtidspension. Hvis man slet ikke har en arbejdsevne, eller ikke kommer til at have det, så skal der naturligvis være mulighed for at tilkende førtidspension. Men hvis en person kan rykkes og få bedre chancer for at få en arbejdsmarkedstilknytning, er det det, der skal ske,« siger Maja Panduro.

Alternativet til førtidspension er et ressourceforløb, der kan vare op til fem år. Her afklares det, om det giver mening at sende personen i beskæftigelse eller uddannelse. Evner personen at arbejde bare nogle få timer om ugen, vil man blive tilkendt et fleksjob.

Intentionerne er gode nok, men det lader sig bare ikke gøre i det nuværende jobmarked, mener Landsforeningen for Førtidspensionister.

»Reformen er for så vidt god nok, hvis man havde de fleksjob. Problemet er, at man i forvejen har 17.000 mennesker, der er godkendt til fleksjob, men som går ledige, fordi der ikke er nogle job. Nu kommer der så tusindvis af folk oveni, der tidligere har fået førtidspension, og som nu skal ud og kigge efter de samme job - i øvrigt i konkurrence med nyttejob, seniorjob og hvad der ellers er,« siger landsforeningens formand, Carl-Erik Nielsen.

I Enhedslisten, der ikke er med i forliget om førtidspension, er socialordfører Finn Sørensen (Ø) enig.

»Hvis vi havde et rummeligt arbejdsmarked med plads til folk, der kan arbejde to-tre timer om ugen, gav det måske mening. Men sådan ser arbejdsmarkedet jo ikke ud,« siger han.

Finn Sørensen mener, reformen er »én stor spareøvelse«.

»Man flytter folk, der ellers ville være tilkendt førtidspension, til en ydelse, der svarer til kontanthjælp. Det er det, det handler om, selv om reformen er pakket ind i alt muligt sniksnak om at hjælpe folk fra passiv til aktiv forsørgelse,« siger Finn Sørensen.

Dagens Gossip

Dagens TV