Føtex vil matche discount-butikkers priser

Nu behøver du ikke længere gå i discount-forretninger for at få de kendte, daglige mærkevarer som Kellogg’s, Heinz eller Coca-Cola til den laveste pris. Føtex lancerer nemlig konceptet 'Føtex Prismatch', der er helt nyt i Danmark.

- Den laveste pris på de kendte brands får du, hvis du handler i Føtex, lover varehuschef Kim Askær.

Føtex Prismatch er specifikt designet til, at forbrugerne kan ordne de daglige indkøb på ét sted, uden at skulle spekulere på, om mærkevarerne kan købes billigere andre steder.

- Krisen har fået os til at spare, og derfor vælger danskerne tit discountbutikkerne, når de skal købe ind. Vi vil selvfølgelig hellere have dem til at gå i Føtex, og derfor har vi indført 'Prismatch'. Det er kundens sikkerhed for, at vores pris på deres samlede indkøb af alle mærkevarer som Kellogg's, Ariel og Coca-Cola altid er ligeså lav som i den billigste discountforretning, siger Kim Askær.

Konceptet Føtex Prismatch betyder helt enkelt, at butikken sikrer, at man til hver en tid matcher prisen på mærkevarerne i indkøbskurven med en tilsvarende kurv fra den billigste af discountbutikkerne Rema 1000, Fakta, Aldi og Lidl.

Rabatten fås ved kassen

Rabatten kan være stor – afhængigt af den enkeltes indkøb og konkurrenternes aktuelle tilbud i forhold til føtex egne tilbud. Rabatten udregnes ved, at uafhængige konsulenter ugentligt besøger de fire discountkæder og tjekker deres priser. Samtidig tjekkes discountbutikkernes tilbudsaviser. Når kunden kommer til kassen i Føtex, regner kasseapparatet automatisk en eventuel prisforskel ud på den samlede kurv. Prisforskellen fratrækkes og noteres som Føtex Prismatch-rabat til kunden, som dermed er sikret, at de altid får varerne billigst.

Det samlede indkøb skal dog være på mindst 200 kroner.

 

Dagens Gossip