Fogh beklager ny russisk troppeopbygning

Der er tilsyneladende en ny russisk troppeopbygning undervejs ved Ruslands grænse til Ukraine, siger Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, i forbindelse med en tale torsdag i London.

- Vi ser nu en ny russisk militær opbygning omkring den ukrainske grænse. Der er udsendt yderligere mindst nogle tusinde russiske soldater.

- Jeg ser det som et meget beklageligt skridt baglæns. Det virker som om, Rusland holder muligheden åben for at gribe yderligere ind i Ukraine, siger Fogh efter en tale i tænketanken Chatham House og understreger:

- Det internationale samfund vil være nødt til at svare beslutsomt igen, hvis Rusland griber yderligere ind i Ukraine.

Ukrainske soldater og prorussiske separatister har natten til torsdag udkæmpet hårde kampe i den østlige del af landet. Ifølge en militærkilde har der været tale om kampe, der "overgår alt indtil videre i størrelse og styrke".

Den danske Nato-chef tilføjer, at en yderligere russisk optrapning må forventes at blive mødt med skærpede sanktioner fra Vestens side.

- Det vil betyde dybere økonomiske sanktioner mod Rusland, og det vil også have meget skadelige følger for den russiske økonomi, siger Fogh.

Inden for det seneste døgn har både den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, og finansminister Jack Lew truet med skærpede sanktioner mod Rusland, hvis ikke Rusland indstiller sine våbenleverancer til etnisk russiske oprørere i Ukraine.

USA og EU har allerede indført en række sanktioner mod navngivne russiske personer og virksomheder, efter at Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim i marts.

Derudover er Rusland blevet mødt med trusler om skrappe økonomiske sanktioner, der for EU's vedkommende tænkes optrappet fra først at ramme luksusvarer som vodka og kaviar til - i yderste fald - russisk gas.

I EU drøfter udenrigsministrene på mandag og siden stats- og regeringscheferne fredag i næste uge situationen i Ukraine. Som situationen tegner torsdag, er der ikke lagt op til, at EU strammer sine sanktioner i denne omgang.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV