Fogh: En gåde at sagen om statsløse opstod

Det tog kun 40 minutter, da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag blev afhørt i Statsløsekommissionen.

Og den nuværende generalsekretær for Nato kunne ikke hjælpe kommissionen videre med sin undersøgelse. Anders Fogh Rasmussen afviste nemlig, at han på noget tidspunkt er blevet orienteret om statsløsesagen - hverken før, under eller efter, at den kørte.

- Det kan jeg sige fuldstændig klart, at jeg ikke på noget tidspunkt har haft kontakt med Birthe Rønn Hornbech om sagen på noget tidspunkt, siger Anders Fogh Rasmussen til Statsløsekommissionen.

Efter afhøringen mødte Anders Fogh Rasmussen pressen uden for kommissionens lokale, og her afviste han, at han burde være blevet orienteret af Birthe Rønn Hornbech eller embedsmænd i Integrationsministeriet om statsløsesagen.

- Man kan ikke bebrejde nogen for, at man først og fremmest går op i at håndtere sagen i det pågældende ministerium. Så jeg har ikke grund til at kritisere nogen. Jeg ser ikke, hvad i sagen der på det tidspunkt skulle føre til en orientering af mig.

- Forudsætningen for, at man kan interessere sig for, at der var en sag, det er, at man bliver orienteret om det, og det har jeg som sagt ikke fået nogen orientering om, siger Anders Fogh Rasmussen.

Han mener ikke, at sagen er udtryk for et forsøg på at nægte nogen statsløse muligheden for at få statsborgerskab.

- Det er en gåde for mig, at sagen kunne opstå.

- Jeg tror ikke, at nogen har haft en ond hensigt. Jeg tror bare, at der er sket en fejl, siger Anders Fogh Rasmussen.

Han afviser samtidig, at det var en fejl, at han bad Birthe Rønn Hornbech om at sætte sig i spidsen for Integrationsministeriet:

- Da jeg hørte nyheden i medierne om, at nu gik hun som integrationsminister, da tænkte jeg, at det var en mærkelig skæbnens ironi, at netop Birthe skulle gå på grund af fejlbehandling af sager.

- For er der nogen, der i hele sin politiske karriere har vogtet om retsstatsprincipperne og går op i korrekt behandling af sager, så er det netop Birthe, siger Anders Fogh Rasmussen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip