Fogh fordømmer vold under valg i Kosovo

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Både EU's udenrigschef og Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, tager kraftig afstand fra de voldelige episoder under weekendens valg i Kosovo.

- Jeg fordømmer på det kraftigste angreb på valgsteder i Mitrovica. Vold og trusler kan ikke tolereres, siger Fogh på sit månedlige pressemøde mandag i Bruxelles.

Tidligere mandag kom en lignende fordømmelse fra en talsmand for EU's udenrigschef, Catherine Ashton. Talsmanden siger, at EU-observatører vil være klar med en foreløbig vurdering af valghandlingen tirsdag.

Soldater fra Nato-styrken KFOR måtte søndag gribe ind i byerne Mitrovica og Zvecan efter flere voldelige episoder.

Fra Mitrovica nær Kosovos grænse til Serbien var der blandt andet rapporter om, at forklædte serbiske ekstremister ødelagde valgurner, gennempryglede vælgere og sprøjtede tåregas mod vælgere, der ventede på at stemme.

Voldsepisoderne fik afbrudt valghandlingen i talrige stemmelokaler.

Den centrale valgkommission har mandag meddelt, at de voldelige episoder forsinker offentliggørelsen af et resultat af lokalvalget, hvor 1,7 millioner stemmeberettigede skulle vælge borgmestre i Kosovos 36 kommuner.

Nato-chef Anders Fogh Rasmussen understreger, at KFOR foreløbig ikke har planer om at forlade Kosovo, men tvært imod har tænkt sig at blive som en upartisk garant for freden.

Parterne har selv bedt Nato-soldaterne om at blive, efter at de tidligere i år med EU som mægler blev enige om en plan for normalisering af forholdet.

- Valg er et vigtigt element i normaliseringen af forholdene mellem Beograd og Pristina. Man kan ikke tillade, at vold skal afspore de fremskridt, der foreløbig er opnået i dialogen, siger Fogh.

Kosovo, hvor omkring 90 procent af befolkningen er etniske albanere, erklærede sig i 2008 uafhængig af Serbien.

Både det serbiske mindretal og nabolandet Serbien nægter fortsat at anerkende regeringen i Pristina.

Den serbiske præsident og regering havde dog opfordret det serbiske mindretal til at stemme ved valget, efter at EU tidligere på året fik forhandlet en aftale på plads mellem naboerne.

/ritzau/