Fogh: Forsvarsforbeholdet svækker Danmark

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Natos generalsekretær, den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, har gjort det til en dyd ikke at kommentere dansk politik.

Men da han torsdag eftermiddag gæster EU's topmøde i Bruxelles for at tale om EU's sikkerheds- og forsvarspolitik, sender han alligevel både beklagelse, ros og sympati i retning af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Som bekendt blander jeg mig ikke i aktuel dansk politik. Men som Natos generalsekretær må jeg sige, at jeg synes, det svækker den danske position at have et forsvarsforbehold, siger Fogh ved ankomsten til mødet.

Men hvor ærgerligt, han end synes, det er, at Danmark ikke kan deltage i EU's forsvarssamarbejde, har den tidligere Venstre-statsminister kun lovord til overs for, hvordan hans socialdemokratiske efterfølger manøvrerer.

Også fordi Thorning-regeringen har valgt fortsat at være aktivt engageret i Nato.

- Jeg har også fuld forståelse for, at regeringen ikke har noget ønske om at udskrive en folkeafstemning under de nuværende omstændigheder. Så Danmark må så operere under de forhold, der nu engang er.

- Og inden for den ramme må jeg sige, at Danmark spiller en meget, meget fortjenstfuld rolle og er meget højt værdsat i Nato på grund af Danmarks aktive sikkerhedspolitik, siger Fogh.

Det danske forbehold mod at deltage i EU's forsvarssamarbejde stammer fra begyndelsen af 1990'erne, hvor et flertal af vælgerne ved en folkeafstemning i første omgang stemte nej til Maastrichttraktaten.

Efter forhandlinger først mellem de politiske partier og siden med de øvrige EU-lande fik regeringen forhandlet sig til frem til, at Danmark kunne stå uden for EU's samarbejde om forsvar, euro, retslige anliggender og unionsborgerskab.

Vælgerne sagde i maj 1993 ja til den justerede udgave af Maastrichttraktaten.

/ritzau/