Fogh hilser USAs nye Syrien-kurs velkommen

Det understreger NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, efter nyheden om, at USAs præsident, Barack Obama, for første gang er gået med til at sende våben til de syriske oprørere, da Assad-styret har brugt kemiske våben i kampen mod oprørerne ifølge amerikanske efterretninger.

»Jeg hilser USAs erklæring velkommen. Det er presserende, at det syriske regime giver FN lov til at undersøge meldinger om brug af kemiske våben,« skriver Anders Fogh Rasmussen på Twitter.

»Dette er et spørgsmål, der giver anledning til stor bekymring,« sagde han fredag morgen til journalister i Bruxelles, hvor NATO har sit hovedsæde.

Det forlyder ikke, hvordan amerikanerne har tænkt sig at støtte oprørerne militært, men i løbet af den kommende tid vil Obama drøfte situationen i Syrien med FN og stormagterne på det kommende G8-topmøde.

Det Hvide Hus konkluderer, at mellem 100 og 150 personer har mistet livet i forbindelse med de kemiske angreb, og ifølge amerikanske efterretninger har Assad-styret blandt andet benyttet nervegassen sarin, som er forbudt gennem flere konventioner.

Dagens Gossip