Fogh i opgør med samarbejdspolitikken

Nu trækker han en lige linje mellem samarbejdspolitikkens ophør og den aktivistiske udenrigspolitik, som han selv stod i spidsen for, og som er fortsat med den nuværende SRSF-regering, under hvis ledelse Danmark har været engageret i militære operationer i Libyen og Mali.

»For mit vedkommende går der en lige linje fra 29. august 1943 til Danmarks deltagelse i nutidens internationale militære operationer: I Bosnien, Kosovo, Afghanistan, Irak, Libyen, Mali – blot for at nævne nogle af indsatserne,« skriver Anders Fogh Rasmussen i en kronik, som Berlingske bringer torsdag.

Som statsminister blev Anders Fogh Rasmussen ofte beskyldt for at have en »enten er du for eller imod«-retorik af oppositionen. Men i sin kronik anerkender han, at der kan være forskellige holdninger til de operationer, Danmark har deltaget i over de seneste ti år, også blandt folk, der mener, at samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig gik alt for vidt.

»Jeg anerkender, at der kan være delte meninger om disse operationer. Og jeg vil ikke på nogen måde tage modstandsbevægelsen eller frihedskæmperne til indtægt for Danmarks deltagelse. Men for mig er det et spørgsmål om solidaritet. Vi har allierede til at forsvare os om nødvendigt. Så hjælper vi også dem, hvor det er ønsket,« skriver Anders Fogh Rasmussen.

NATOs generalsekretær mener fortsat, at der er behov for at hylde de modstandsfolk, der trodsede samarbejdspolitikken.

»Vi skylder en stor tak til de modstandsfolk, som gennem sabotage mod tyskerne og samarbejde med de allierede trodsede samarbejdspolitikerne. For frihedskæmperne sikrede, at Danmark i sidste ende kom ud af krigen på den rigtige side i kampen mod nazismen,« lyder det fra Anders Fogh Rasmussen.

De Radikales udenrigspolitiske ordfører, Rasmus Helveg Petersen (R), giver imidlertid ikke meget for Foghs opgør med den førte politik under Anden Verdenskrig.

»Det er som om, Fogh prøver at fortrænge, at Venstre selv var en del af det, jeg kalder »forhandlingspolitikken«, ligesom de Radikale var det. Det står vi gerne ved, for man skal huske, at Danmark ikke havde nogen militæralliance, der kunne hjælpe os dengang. Vi var prisgivet den tyske invasion, og en af de modydelser, vi fik ved forhandlingspolitikken, var, at vi ikke behøvede at udrydde jøderne,« siger Rasmus Helveg Petersen ifølge b.dk.

Både Rasmus Helveg Petersen og Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø), er forarget over, at Fogh trækker en linje fra frihedskæmpernes indsats og til at han selv bringer Danmark med i Irak-krigen.

»Vi skylder de danske frihedskæmpere en ekstremt stor tak. Derfor synes jeg også, det er uforskammet, at Fogh bruger deres indsats til at legitimere sine egne operationer. Det er misbrug at sammenligne frihedskæmpernes flotte indsats med en krigen i Irak, som har kostet tusindvis af dræbte civile,« siger Nikolaj Villumsen.

Han mener, at Anders Fogh Rasmussens opgør med samarbejdspolitikken er udtryk for en selektiv historiefortælling.

»Det eneste, der ville gøre Foghs udtalelser interessante, var, hvis han tog afstand fra det svigt, Venstre udsatte danskerne for under krigen. Og så burde han da nævne, at det var venstrefløjen i Danmark, der spillede en afgørende rolle i kampen mod nazismen,« siger Nikolaj Villumsen.

Dagens Gossip