Fogh kritiseres for jobskifte fra Nato-chef til konsulent

Skrevet af admin

02/10/2014

Mest læste i dag

Den netop afgåede generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussen, har meddelt, at han nedsætter sig som konsulent, der skal give strategisk rådgivning til regeringer og virksomheder. Det kritiseres skarpt af andre.

De anser det for stærkt problematisk, at Fogh fra den ene dag til den anden tilbyder private og andre informationer, som han kun kan have fået adgang til som Natos' generalsekretær.

Rasmussen Global hedder den nye konsulentvirksomhed, meddelte den tidligere danske statsminister onsdag.

Corporate Europe Observatory, der er en organisation, som holder øje med, hvordan store selskaber og lobbyister sikrer sig indflydelse i EU, er blandt dem, der skarpt kritiserer Fogh Rasmussens spring.

- Dette forekommer at ligne et chokerende eksempel på, hvordan en tidligere embedsmand tager turen gennem svingdøren og tilbyder sit gode rygte, kontakter og insider-oplysninger til et privat formål, siger Vicky Cann fra Corporate Europe Observatory.

Reinhard Butikofer der er et tysk medlem af Europa-Parlamentet for partiet De Grønne, er heller ikke tilfreds.

- At gå i gang som lobby-konsulent i sikkerhedsspørgsmål umiddelbart efter at være trådt tilbage som Nato's generalsekretær er upassende og uacceptabelt, siger han.

Nyhedsbureauet Reuters spurgte onsdag Fogh Rasmussen, om han ikke risikerer at havne i en interessekonflikt i sit nye job.

- Jeg har ikke påbegyndt nogen konkrete aktiviteter før i dag, fordi jeg ikke ønskede den mindste interessekonflikt.

- Jeg har tilegnet mig en bunke erfaring i alle disse år, og jeg tror, det også er i offentlighedens interesse, at jeg bruger disse erfaringer til det fælles bedste, siger han.

EU-Kommissionen, der lige som Nato har hovedkvarter i Bruxelles, forbyder tidligere kommissærer at optræde som lobbyister i EU i en periode på halvanden år, efter de har forladt Kommissionen.

/ritzau/Reuters.