Fogh ser våbenaftale som et skridt fremad

»Jeg glæder mig over aftalen mellem den amerikanske udenrigsminister og den russiske udenrigsminister. Den er et vigtigt skridt i retning af målet om at sikre en hurtig, sikker og kontrollerbar fjernelse af Syriens lagre af kemiske våben,« siger Anders Fogh Rasmussen i en skriftlig kommentar.

USA og Rusland kræver i aftalen blandt andet, at FN skal have fuld adgang til Syrien samt at våbeninspektørerne skal være i landet allerede i november. Målet med aftalen er, at alle Syriens kemiske våben skal være fjernet i midten af 2014.

»Det internationale samfund har et ansvar for at sørge for, at den langvarige praksis mod brugen af kemiske våben fastholdes, og at overtrædere af denne praksis holdes ansvarlige. Aftalen bør give bestræbelserne på at finde en politisk løsning i forhold til at afslutte de forfærdelige blodsudgydelser i Syrien et yderligere skub,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Dagens Gossip