Foley-brev beskriver sammenhold blandt gidsler

Skrevet af admin

25/08/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske journalist James Foley blev brutalt halshugget af sine gidseltagere på en video, men inden nåede han at sende en sidste hilsen til sin familie gennem den danske freelancefotograf Daniel Rye Ottosen.

Familien har nu valgt at offentliggøre brevet, som Foley læste op for danskeren, der siden gengav det for amerikanerens familie.

Ud over at sende personlige hilsner til sine nærmeste beskriver Foley også hverdagen for gruppen af gidsler i brevet, der er offentliggjort på Facebook.

- Vi er 18 sammen i en celle, og det hjælper mig. Vi har hinanden til at føre uendeligt lange samtaler om film, paratviden og sport. Vi har spillet spil, som vi selv har lavet ud af affald i vores celle, lyder det fra Foley.

- Vi har fundet måder at spille dam, skak og Risk på, og vi har afholdt turneringer, hvor nogle dage er blevet brugt på at finde den rette strategi for næste dags konkurrence. Spillene og at kunne lære af hinanden har hjulpet til at få tiden til at gå. Det har været en stor hjælp for mig. Vi fortæller historier og får hinanden til at grine for at bryde den spændte stemning.

Den 25-årige danske fotograf sad sammen med James Foley som gidsel hos de samme militante gidseltagere i Islamisk Stat (IS).

Foley blev ifølge sin bøddel halshugget som svar på USA's bombning af Islamisk Stat i Irak.

Amerikaneren blev taget til fange af IS i det nordlige Syrien i november 2012.

- Jeg har dage, hvor jeg er stærk, og dage, hvor jeg er svag. Vi er så taknemmelige, når nogle bliver frigivet, men selvfølgelig længes vi efter vores egen frihed. Vi forsøger at opmuntre hinanden og dele vores styrke. Vi får bedre mad nu og får det dagligt. Vi har te og nogle gange kaffe. Jeg har taget det meste på af det, jeg tabte mig sidste år, står der i brevet fra James Foley.

I brevet sender Foley desuden personlige hilsner til sine familiemedlemmer og giver håbefuldt udtryk for, at han ville kunne være til stede ved sin søsters bryllup. Søsteren Katie blev forlovet, da Foley forlod USA for at rejse til Syrien, hvor han blev taget til fange i november 2012.

/ritzau/