Folk sælger Charlie Hebdo for store summer på eBay

Skrevet af admin

08/01/2015

Dagens topnyheder

Mens de fleste franskmænd torsdag går i dyb sorg over angrebet på Charlie Hebdo, er andre tilsyneladende klar til at tjene penge på grusomhederne allerede et døgn efter, at 10 på redaktionen i Paris blev skudt og dræbt.

På internettets store handelsplads eBay har stibevis af sælgere meldt sig tidligt torsdag med eksemplarer af det satiriske ugeblad Charlie Hebdo til uhyrlige priser.

Sælgere kræver 100.000 euro, svarende til 744.000 danske kroner, for et eksemplar af nummer 1011, der gik under navnet "Charia Hebdo" - ugens sharia - og blev sendt på gaden i 2011.

Det forarger andre franskmænd.

- Tosserne på eBay, skriver Lily Ponthieux-S. ifølge Le Figaro på Twitter med henvisning til sælgerne.

På forsiden af nummer 1011 er en satiretegning af profeten Muhammed, som siger: "100 piskeslag, hvis du ikke allerede er død af grin."

På en rød bjælke på forsiden fremgår det, at profeten er gæsteredaktør på bladet.

Nummer 1011 af Charlie Hebdo udkom som en "fejring" af, at det islamistiske parti Ennahda var kommet til magten i Tunesien.

I forbindelse med udgivelsen af Charia Hebdo blev redaktionen i Paris udsat for et brandattentat.

Charlie Hebdo har i årtier fastholdt en stærk sarkasme og satire rettet mod blandt andet katolikker, muslimer og franske præsidenter.

I forbindelse med angrebet onsdag blev også to politibetjente skudt og dræbt af de maskerede gerningsmænd.

/ritzau/