Folk samler sjatpensioner som aldrig før

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Hver måned ruller der pensionsindbetalinger ind fra mange danskere. Men skifter du job, kan det ske, at du også skifter pensionskasse. Og derfor risikerer mange, at de har sjatpensioner hist og pist, der bliver ædt op af administrationsomkostninger.

Forsikringsbranchen har forsøgt at råbe danskerne op og få dem til at samle de små pensioner - og det ser ud til, at det for alvor er lykkedes for pensionsselskabet PKA, der har over en kvart million medlemmer fra social- og sundhedssektoren.

Alene i tredje kvartal i år har 3000 medlemmer i PKA flyttet pensioner til og fra PKA for 400 millioner kroner.

Og siden pensionsbranchens kampagne er blevet skudt i gang i januar 2012 for at få folk til at samle deres pensioner, har omkring 13.000 medlemmer flyttet pensioner for 1,5 milliarder kroner til og fra pensionsselskabet PKA.

- Der er ingen tvivl om, at kampagnen har haft effekt. Udviklingen tog fart fra og med andet kvartal 2012, hvor vi for alvor rullede informationen ud til vores medlemmer, siger PKA's medlemschef, Britt Brandum.

I 2011 blev der flyttet 3600 pensioner svarende til 370 millioner kroner ind og ud af PKA. Sidste år var tallet næsten fordoblet til 6500 pensioner og 710 millioner kroner.

Britt Brandum siger, at når man samler pensionerne i et selskab frem for flere, får man færre omkostninger og bedre overblik over pensionen for den enkelte.

Brancheforeningen Forsikring & Pension har ikke noget samlet overblik over, hvor mange der har samlet deres pensioner.

Men en undersøgelse fra brancheforeningen viser, at langt størstedelen af danskere med en arbejdsmarkedspension er bekendt med muligheden for at samle små pensioner.

Landets pensionsselskaber har forpligtet sig til en aftale, som gør det gratis at flytte småpensioner under 20.000 kroner. I første omgang gælder aftalen året ud.

/ritzau/