Folkebevægelsen: EU-mistillid kan ende i borgerkrig

Det seneste Eurobarometer fra EUs statistikkontor Eurostat viser, at europæernes mistillid er fordoblet siden 2007.

»Tallene viser, at man kører med fuld speed mod afgrunden,« siger Søren Søndergaard (N), Folkebevægelsen mod EUs medlem af Europa-Parlamentet.

»Vi bliver nødt til at have en grundlæggende diskussion om EU-projektet. Hvis vi ikke får det - herunder opstiller nogle andre måder at samarbejde på - går man med lukkede øjne direkte mod afgrunden. Man kan ikke blive ved med at have en så enorm forskel på, hvad folk mener og føler, og den politik, der gennemføres,« siger han.

Søren Søndergaard understreger, at selv om Folkebevægelsen mod EU kæmper for dansk udtræden af EU, er man tilhænger af europæisk samarbejde. Han forudser, at hvis man ikke tager debatten, ender det i en »eksplosion«:

»Man kan i værste fald frygte, at det ender i borgerkrig, og at nogle af de strømninger, der får vind i sejlene i den proces, er nogle af dem, som overhovedet ikke vil europæisk samarbejde,« siger han og påpeger, at partier med nazistiske tendenser allerede har medvind i flere lande.

Men ifølge EU-ekspert Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, er mistilliden til EU er naturlig og bør ikke få politikerne til at ryste på hænderne.

»Selvfølgelig skal man tage tallene alvorligt, men der er ikke så meget at gøre. Man kan ikke begynde at sige, at nu lemper vi på kravene til besparelser i Sydeuropa og så er vi ligeglade med, at de har store underskud på de offentlige budgetter og ligeglade med, at de gældsætter sig,« siger Peter Nedergaard og tilføjer:

»Folk vil gerne have den bedste af alle verdener. Det kan bare ikke lade sig gøre, når man er i en krisesituation, at sige: Så lader vi stå til, fordi vi vil hellere have tillid i Grækenland, Cypern og Portugal i stedet for at gennemføre den politik, der skal til for at undgå gældssætning. Det hele braser sammen, hvis man ikke gennemfører de nødvendige besparelser,« siger han.

Parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S) er klar til en grundlæggende debat om EU.

»Der er behov for at tage en diskussion af, hvad vi vil med EU, men tallene får mig under ingen omstændigheder til at sige, at vi skal melde os ud af EU. Jeg kan ikke se noget alternativ til EU på nuværende tidspunkt,« siger hun og tager et medansvar for den manglende opbakning:

»Jeg synes, det siger noget om, at vi EU-tilhængere er for dårlige til at fortælle om de gode sider af samarbejdet. Det, der typisk kommer frem, er de dele af samarbejdet, som med danske øjne er mindre favorable,« siger Christel Schaldemose.

Peder Nedergaard ser ingen grund til en grundlæggende debat.

»Den idé er langt ude. Alternativet til EU er, at europæiske lande bliver kørt fuldstændig over. Hvis vi skal have nogen som helst chance for at hamle op med USA, Kina og de andre stormagter, der er på vej frem, bliver vi nødt til i en eller anden udstrækning at koordinere vores politik,« siger han.

Dagens Gossip