Folkekær dansk komiker er pludselig død

Skrevet af admin

21/11/2015

Mest læste i dag

Fredag aften er den 64-årige komiker Jan Monrad afgået ved døden. Det bekræfter hans hustru over for Ekstra Bladet.

Jan Monrad er især kendt fra duoen Monrad og Rislund. Han døde af en blodprop i lungen, og det skete meget pludseligt, oplyser hustruen til Ekstra Bladet.

- Det er korrekt, at han er død, siger Marianne Busk Konrad til Ekstra Bladet.

Hun tilføjer, at hendes mand var et "storslået menneske".

Duoen Monrad og Rislund blev dannet i 1978 og lavede komik og satire. Jan Monrad og Søren Rislund mødte hinanden i 1.g på Frederiksberg Gymnasium i 1970.

Da makkerparret sidst i 1970'erne havde et fast indslag i det populære P3-program "Fredagsåbent", måtte DR flere gange møde op i Radiorådet og forsvare duoen, når der havde været seksuelle temaer i deres indslag.

I 1990'erne blev Jan Monrad også kendt for tv-programmet "Hund og hund imellem", hvor Poul Thomsen var vært.

Jan Monrad er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og underviste i musik og samfundsfag, inden han gik ind i underholdningsbranchen.

Foruden sin kone efterlader han sig fem voksne børn.

/ritzau/