Folkekirkens Nødhjælp: Militær indsats vil gavne i Mali

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Forslaget om at sende 250 danske soldater til Mali modtages med åbne arme af Folkekirkens Nødhjælp.

Organisationens danske repræsentant i det afrikanske land, Jean-Denis Larsen, mener nemlig, at det er alfa og omega at opretholde ro og orden, hvis borgerne skal hjælpes.

- Jeg tror absolut, at en indsats fra det danske militær vil gavne. Man er nødt til at forbedre sikkerheden i landet, for regeringen har ingen kontrol med de nordlige regioner, siger Jean-Denis Larsen.

Den danske repræsentant har været i Mali siden januar 2014. I den periode har han kun oplevet, at landet er blevet mere utrygt. Han fortæller, at der særligt er uroligt nordpå, hvor adskillige oprørsgrupper med modstridende interesser har magten.

- Nord for Nigerfloden bliver sikkerhedssituationen både påvirket af en befolkningsgruppe, der føler sig overset af regeringen, militante islamistiske grupper og narko- og våbensmuglere, siger Jean-Denis Larsen.

Der har i årevis været uroligheder i de nordlige regioner, men situationen er blevet forværret, efter Malis regering blev væltet af et kup i 2012. Ifølge Jean-Denis Larsen har myndighederne mistet grebet om området siden da.

- Regeringen har ingen kontrol nordpå. I starten var oprørsgruppernes angreb rettet mod soldater, men nu er der også flere ansatte i humanitære organisationer, der bliver taget som gidsler eller angrebet på anden vis, siger han.

Efter den officielle regering har mistet magten, har Jean-Denis Larsen oplevet, at mange borgere er fuldstændig overladt til oprørsgrupperne.

Han har set landsbyer, hvor islamistiske oprørsgrupper har ageret humanitær organisation ved at give de lokale vand og mad, mens andre landsbyer er blevet udplyndret af andre oprørsgrupper.

- Generelt er der ikke nogen borgere i de områder, der er trygge, for hverdagen er så uforudsigelig. Ud over at der er uroligheder, så er det også et område bestående af ørken, så fødevaresituationen er katastrofal, siger Jean-Denis Larsen.

Jean-Denis Larsen tror, at en indsats fra FN er afgørende, hvis de kriseramte regioner skal på fode igen, men han er samtidig ikke i tvivl om, at det vil involvere en vis risiko for de danske soldater.

- Mali er en af de farligste FN-missioner nogensinde, så hvis soldaterne skal nordpå, er sikkerheden dårlig, siger Jean-Denis Larsen.

/ritzau/