Folkekirkens Nødhjælp vil hjælpe flygtninge på tæt hold

Skrevet af admin

01/09/2015

Mest læste i dag

Den massive flygtningestrøm mod Europa, der blandt andet har resulteret i lukningen af en togstation i Budapest tirsdag formiddag, får nu Folkekirkens Nødhjælp til at rejse til Balkan og Ungarn.

Her vil Christer Lænkholm, humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, vurdere situationen ved selvsyn:

- Jeg skal undersøge, hvordan vi kan hjælpe dem, der er på flugt. Både dem der er registret i landene, og dem der ikke er, siger han til Ritzau.

Ifølge ham er den store udfordring at hjælpe de flygtninge, der ikke bliver registreret, og dermed heller ikke får hjælp på asylcentrene.

- Vi hjælper gennem vores samarbejdsorganisationer i regionen. Men vores partnere arbejder på asylcentrene, så jeg håber, at besøget i området kan hjælpe os til at finde en måde, hvorpå vi kan hjælpe dem, der ikke er registreret, siger Christer Lænkholm.

Selvom Christer Lænkholm undersøger forbedringsmuligheder for flygtningene i Europa, mener han dog, at en indsats i nærområderne er eneste reelle mulighed for at standse flygtningestrømmen på længere sigt.

Det synspunkt bakkes op af generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, der lige nu er i Jordan for at mødes med repræsentanter fra kirkelige organisationer i Syrien, Libanon og Irak for netop at diskutere forholdene i nærområderne.

Blandt repræsentanterne er der enighed om, at det er hjælpen i nærområderne, der skal prioriteres, så alle de ressourcestærke flygtninge ikke forlader området.

- Repræsentanterne er meget interesseret i, at flygtninge bliver i nærområdet, fordi de også er en del af løsningen. De skal kunne komme tilbage igen og genopbygge Syrien og Irak.

- Og især de syriske flygtninge vil faktisk gerne tilbage, lige så snart der er mulighed for ro i nogle områder, siger hun til Ritzau.

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) meddelte fredag, at antallet af migranter og flygtninge, der i år har krydset Middelhavet for at nå frem til Europa, har passeret 300.000.

/ritzau/