Folkemøde på Bornholm: Politisk byfest blottet for visioner

72 timer med politik er slut. Tusindvis af spindoktorer, journalister, erhvervsfolk, organisationsfolk, politikere - og endda nogle vælgere - er rejst hjem fra Bornholm, hvor man har sat punktum for tredje udgave af Folkemødet.

Den forlængede weekend har budt på gøgl, fest, lobbyisme og ikke mindst et væld af debatter med danske toppolitikere. Men ifølge to politiske kommentatorer er det de tre førstnævnte aspekter, der har fyldt mest på Folkemødet. Rent politisk har det været en vitaminfattig omgang, mener både Hans Engell og Jesper Termansen.

»Ingen politikere formåede at præsentere nye idéer på Bornholm. Alle de taler, der blev holdt, var opkog af talerne fra partiernes årsmøder, 1. maj, og Folketingets afslutningsdebat. Der blev slet ikke sat nye dagsordener,« siger Hans Engell, der er politisk kommentator for Ekstra Bladet.

Jesper Termansen, politisk redaktør ved Radio24syv, mener, at arrangementet fortsat mangler at vise sin eksistensberettigelse.

»Det hele stritter lidt i forskellige retninger, og det lader til, at Christiansborg-politikerne ikke helt ved, hvad de vil bruge Folkemødet til. Skal det være ren gøgl, eller skal der være et tema for mødet, for eksempel demokratiets tilstand eller velfærdssamfundets fremtid,« spørger han.

Jesper Termansen hørte heller ikke toppolitikerne lancere nye visioner under Folkemødet.

»Der er har ikke været nogen nyheder overhovedet. Det kunne have været interessant, hvis statsministeren for eksempel havde brugt Folkemødet til at indlede diskussionen om den grundlovsreform, der står i regeringsgrundlaget. Det ville have været oplagt på et folkemøde, men det skete ikke«.

Trods kritikken er de to kommentatorer overbevist om, at Folkemødet har en fremtid, i hvert fald på den korte bane. Spørgsmålet er dog, om interessen fra medier, organisationer og ikke mindst den almindelige dansker fortsat vil være til stede, hvis deltagerne - heriblandt politikerne - fortsætter med at opfatte Folkemødet som en byfest, som Hans Engell udtrykker det.

»Det er en folkeforlystelse for elitens Danmark, en politisk byfest, og så længe deltagerne ikke selv skal have pengene op af lommen, vil det fortsætte. Men lobbyisterne vil på et tidspunkt blive nødt til at overveje, om de får nok ud af arrangementet, hvis de skal blive ved med at betale for det,« siger han.

Jesper Termansen fra Radio24syv forventer, at mediernes interesse for Folkemødet vil dale, hvis politikerne fortsætter med at genbruge deres gamle udspil.

»Man kan godt lave en masse hyggereportager og skrive om politikere, der spiller fodbold og synger i kor. Men det bliver ikke ved med at være interessant. Der er brug for konkrete budskaber for politikerne, hvis medierne skal blive ved med at sende massevis af medarbejdere til Bornholm,« siger han.

»Der mangler en plan for, hvad Folkemødet skal bruges til,« lyder det fra Jesper Termansen.

Dagens Gossip